Så er WordPress testet i godt 2 uger.
Min oplevelse indtil nu er:
- Jeg kan fortsat ikke få den til at vise dansk datoformet.
- Spamfilteret er effektivt.
- Der postes langt mere spam end på min gamle hjemmestrikkede blog.
Angående det sidste, så er det meget logisk. Spammersvinene kender jo WordPress’ kode, så de kan hurtigt sætte en bot til at spamme løs. Omvendt med min hjemmestrikkede blog hvor min kode var min egen, og hvor de dels ville skulle hacke sig ind for at se koden, og dels – selv hvis det lykkedes dem -ville de kun kunne ramme mig med et sådant angreb, mens de altså kan ramme mange hjemmesider i flæng når de forsøger sig på sider der bruger færdige standardskabeloner som gud og hvermand kan downloade på nettet.
Det trækker så i den positive retning at deres spamfilter virker effektivt. Når der kommer et potentielt spamindlæg, vises det ikke offentligt, før jeg har aktiveret det manuelt. Samtlige forsøg var regulær spam.
Det er også interessant hvad den betragter som potentielt spam. Indlæg som “Nice post” er spam. Det havde jeg også mistanke om fra før, så her føler jeg mig bare bekræftet i min intuition. Ikke at jeg lige kan se meningen med bare at skrive “Nice post” til et dansksproget indlæg. Men jeg antager at det er et forsøg på at se hvor nemt et spamindlæg slipper igennem.
Jeg vælger at fortsætte med denne blog, da jeg så kan læne mig tilbage og overlade det til WP-folkene at beskytte min side mod spam, og kun selv sørge for at holde WP opdateret.
Jeg har dog ikke den store fidus til at strikke en hel hjemmeside a la Hitsurf.dk sammen med et CMS. Det er siden for kompleks til.